Portræt af bispehue
Bispehue er en skovbundsplante, som stammer fra Korea, Japan og Kina. Den er helt enkel fremragende som bunddækkeplante. Der findes mellem 70-80 arter af bispehuer; af dem er fremelsket rigtig mange hybrider og sorter. Mange af dem kan noget forskelligt, som øger deres anvendelsesmuligheder. Hvis man betragter dem i forhold til deres vækstform og prydværdi, så kan man få den bedst egnede til en specifik brug i haven.
I forhold til deres anvendelsesmuligheder arbejder jeg med tre grupper som relaterer sig netop til deres vækstform eller deres prydværdi. En gruppe kalder jeg for de fladedækkende bispehuer. De sender korte udløbere ud og danner, efter forholdsvis kort tid, en samlet flade – selvfølgelig afhængig af planteafstand. Ved brug af disse bispehuer arbejder man med de store flader i et simpelt udtryk, og anvender langt færre komplimenterende stauder; hvis overhoved nogen.
En anden gruppe bispehuer vokser tæt i en roset som langsomt bliver større og større. Dem kalder jeg for de rosetvoksende bispehuer. Her vil det være svært at få et fladedækkende udtryk ligegyldig hvor mange og hvor tæt man planter. De vil altid fremstå som enkelt individer. Den bedste måde at anvende dem på er sammen med andre stauder, som også vokser i rosetter, så de samlet kan danne et bunddække. For at give en variation kan der med fordel anvendes stauder med andre udtryk i blade, blomster og farver. Det er også væsentligt at holde sig indenfor de samme vækstkrav.
Den tredje gruppe er specialiteterne, der som sådan ikke har bunddækkende egenskaber. Den kalder jeg for de særegne bispehuer. De anvendes bedst i forgrunden af et staudebed, prydende ved en sten eller et decideret stenbed med skovbundskarakter.
Jeg beskriver her nogle af de arter og sorter som jeg selv dyrker. Det er et udpluk, hvorfor andre bispehuer ligesåvel kunne have været med her. Beskrivelserne er en blanding af bispehuernes historie, anvendelse, udseende og så videre.
De fladedækkende bispehuer
Epimedium x perralchicum ’Fröhnleiten’ er nok den hurtigst voksende bispehue af alle sorter, og dækker derfor hurtigt store arealer. Hybriden blev beskrevet første gang i 1938 af den britiske botaniker William Thomas Stearn, men jeg fornemmer, at den først rigtig er blevet udbredt og brugt i Danmark i de seneste 20-30 år. Forældrene til hybriden er Epimedium perralderianum (Stedsegrøn Bispehue) og Epimedium pinnatum ssp. colchicum (Finnet Bispehue). Blomsterne er gule. Jeg har ikke oplevelsen af, at den blomstrer meget, så det er klart de bunddækkende evner, der gør den dyrkningsværdig. Jeg har for flere år tilbage skrevet en artikel om den i magasinet Haven 12/2012.
Epimedium perralderianum (Stedsegrøn Bispehue) har ikke givet afkommet Epimedium x perralchicum ’Fröhnleiten’ den høje væksthastighed. Arten har et moderat tempo, men skal alligevel med under de fladedækkende bispehuer, fordi den vokser med udløbere. Epimedium x perralchicum ’fröhnleiten’ har til gengæld fået de stedsegrønne egenskaber fra denne art. Løvbladene er skinnende, læderagtige og har en skøn tandet bladrand. Blomsterne er gule, men det er specielt de læderagtige blade, der gør denne art interessant.
Epimedium pinnatum ssp. colchicum (Finnet Bispehue) er for mig en af de ældst dyrkede bispehuer herhjemme. Den dækker en bund rigtig godt, og har også forholdsvis meget fart på. Løvbladene får efterårsfarver, og står grønne eller brune gennem vinteren afhængig af vinterens hårdhed. Blomsterne er gule, og dem kommer der som regel en hel del af.
En anden bispehue som jeg betragter som ’én af de gamle’ er Epimedium x versicolor ’Sulphureum’. Den minder en del af Epimedium pinnatum ssp. colchicum i udseende, som også er en af forældrene. Den anden er Epimedium grandiflorum. Hybriden blev til før 1850 i den botaniske have under Gent Universitet i Belgien. Den vokser noget langsommere, som er typisk for Epimedium grandiflorum. Blomsterne består af lysegule ydre og gule indre blosterblade.
En anden hybrid er Epimedium x warleyense ’Orangekönigin’. Det er en hybrid mellem Epimedium alpinum og Epimedium pinnatum ssp. colchicum. Hybridnavnet indikerer, at krydsningsarbejdet fandt sted i den engelske have Warley Place, der ejedes af Fru Ellen Willmott. Krydsningen blev derimod foretaget af den tyske plantemand Ernst Pagels. En eller anden relation eller fascination til stedet har han nok haft. Denne udvalgte sort af hybriden kan også bunddække et areal stille og rolig. Krydsningen skulle være noget mere hurtigt løbende, og have nogle mere mørkt orangefarvede blomster.
Oprindelsen af Epimedium ’Black Sea’ er ukendt, men det menes, at den indeholder nogle gener fra Epimedium pinnatum ssp. colchicum. På en eller anden måde er denne sorts løv genkendelig for mig. Den fremstår mørk i blade og stængler, og har nogle forholdsvis aflange småblade. Løvbladene på ’Black Sea’ kan få den vildeste røde vinterfarve, som lyser op i vinterhaven. Blomsterne er gulbrune og harmonerer godt med sortens mørke udtryk. Dækkeevnen er ikke fantastisk, men vokser med udløbere.
De rosetvoksende bispehuer
Epimedium ’Akebono’ har formentlig gener fra Epimedium x youngianum. Det er en yndefuld bispehue med lyserøde blomster, der er hvide i den centrale del af blomsten. Denne sort og nærtstående sorter er løvfældende og visner helt væk i efteråret.
En bispehue, der er uundgåelig er Epimedium ’Amber Queen’. Den er blevet selekteret af Robin White fra Blackthorn Nursery in Hampshire, hvor forældrene er Epimedium wushanense ’Caramel’ og Epimedium flavum. Den har de skønneste, netop ravgule, blomster, der sidder på brede og lange blomsterstængler. Den blomstrer rigtig længe med en stor mængde blomster.
Robin White har også fremavlet en anden fantastisk sort, der hedder Epimedium ’Pink Elf’. Den er en hybrid mellem Epimedium leptorrhizum og Epimedium pubescens. ’Pink Elf’ starter blomstringen tidligt, og har en smuk dobbelt tonet pink farve. Under blomstringen fremkommer de nye blade, som matcher med pink-brune nuancer.
De særegne bispehuer
En af mine allerbedste favoritter er Epimedium membranaceum. Det er en lav bispehue, der faktisk vokser med udløbere, men må betragtes som en specialitet uden væsentlige bunddækkeegenskaber. Det, der til gengæld gør den spændende er, en kontinuerlig blomstring med få blomster gennem hele sommersæsonen. Bladene er små og vintergrønne. Bladrandene stærkt tornede.
Epimedium sagittatum er absolut en specialitet. Den vokser meget langsomt. Blomsterne er gule med en brunlig overside, som sidder på lange stive blomsterstængler. Hvert år fremkommer få blade, som til gengæld er lækre, lange og læderagtige.
Jo mere jeg kiggede, jo mere svimlende blev synet. De nærmest opførte en ballet for mig. Det var fjergræs. Til en musik af summende bier overværede jeg en fantastisk forestilling og var bagefter nærmest forvirret over min egen betagelse af det sølle græs.
Jens Thejsen